Og så skal de i god tid drøfte deres forhandlingsstrategi grundigt sammen, så de ikke – som det skete i 2018/2019 – bliver overtrumfet af regeringsledere, ministre og Europa-Kommissionen.
Det er konklusionen i en videnskabelig EU-undersøgelse, som på opfordring af Landbrugskommissionen i Europa-Parlamentet har undersøgt, hvordan den nye fælles landbrugspolitik (der træder i kraft næste år) blev til den gang, og hvad man kan lære af processen.
Forhandlingerne om den tog mere end tre år efter, at (den tidligere) landbrugskommissær Philip Hogan (kort før sin afgang) fremlagde ændringsforslag i 2018. Forslagene blev dog hurtigt forældede, da der samme år blev valgt et nyt Europa-Parlament, og en ny Europa-Kommission tiltrådte ved årets slutning.
Desuden præsenterede von der Leyen-kommissionen et omfattende klimapolitisk program (Green Deal og Fra Jord Til Bord-strategien), som markant adskilte sig fra Hogans input. Samtidig fik både Europa-Parlamentets Landbrugskomité (AGRI) og Miljøkomitéen (ENVI) delt ansvar for dele af landbrugspakken.
Ikke blot havde de to udvalg forskellige ønsker og krav, der var også store modsætninger mellem, hvad EU-regeringerne ønskede at tillade, og hvad EU-kommissærerne ønskede at opnå. I sidste ende fastsatte statsministrene og finansministrene, hvor mange (eller hvor få) penge der var til ny politik.
Undersøgelsen konkluderer med diplomatiske formuleringer, at EU-politikerne i trepartsforhandlingerne (trilogerne) længe har insisteret på en alt for lang ønskeseddel, og at det derfor var nogle få kommissærer og nogle få EU-regeringer, der med deres kompromiser styrede processen.
Det spillede også en rolle, at medlemmerne af Europa-Parlamentet ikke har deres eget ’embedsmandsapparat’ til rådighed, mens kommissærerne og ministerierne har det.
Det var ikke kun talspersonerne for de tre store koalitionsfraktioner (kristendemokrater, socialdemokrater og liberalere), der erkendte, at de havde mistet kontrollen, men også den venstre- og højreorienterede opposition (Grønne og ECR) sagde, at det næste gang skal være anderledes og bedre.
Bert-Jan Ruissen (SGP) kritiserede, at de europæiske kommissærer med deres Green Deal og Fra Jord Til Bord ikke havde fremlagt lovtekster, men politiske ønsker og ambitioner, og at Kommissionen dermed ved forhandlingsbordet var blevet en tredje forhandlingspart frem for en administrativ tjenesteudbyder.
En af videnskabernes konklusioner er også, at de nyligt indførte nationale strategiplaner i de kommende år kan være gode mellemliggende indikatorer for at opdage mangler i den nye fælles landbrugspolitik, og at EU-politikerne allerede nu kan begynde at udarbejde en liste over forbedringspunkter.