Landbrugsudvalget er ikke tilfreds med ejerskabet af den fælles landbrugspolitik

Hvis Europa-Parlamentet vil have mere indflydelse på fremtidige innovationer i den fælles landbrugspolitik, bør EU-politikerne begrænse deres ønsker til et par virkelig vigtige punkter.

Og så skal de diskutere deres forhandlingsstrategi grundigt med hinanden på forhånd, så de ikke bliver forbigået af regeringsledere, ministre og EU-Kommissionen, som det skete i 2018/2019.

Det er konklusionen i en videnskabelig EU-undersøgelse, der efter anmodning fra Europa-Parlamentets landbrugsudvalg undersøgte, hvordan den nye fælles landbrugspolitik (som træder i kraft næste år) dengang opstod, og hvad man kan lære fra det. 

Forhandlingerne om dette tog mere end tre år, efter (den tidligere) landbrugskommissær Philip Hogan (lige før hans afgang) kom med ændringer i 2018. Disse forslag blev forældede, fordi et nyt Europa-Parlament blev valgt det år, og en ny Europa-Kommission tiltrådte i slutningen af det år.

Desuden præsenterede Von-der-Leyen-kommissionen en vidtrækkende pakke af klimaplaner (den grønne aftale og Farm-to-Fork-strategien), der afveg væsentligt fra det, Hogan havde indført. Derudover fik parlamentsudvalget for landbrug (AGRI) og for miljø (ENVI) delt ansvar for dele af landbrugspakken. 

Ikke alene havde begge udvalg ret forskellige ønsker og ønsker, men der var også store modsætninger mellem, hvad EU-regeringerne ønskede at tillade, og hvad EU-kommissærerne ønskede at opnå. I sidste ende bestemte premierministrene og finansministrene, hvor mange (eller: hvor få) penge der var til nye politikker.

I tilslørede vendinger kom undersøgelsen til den konklusion, at EU-politikerne i trepartsforhandlingerne (trilogen) blev ved med at hamre løs på deres for lange ønskeliste, og at nogle kommissærer og nogle EU-regeringer som følge heraf tjente med deres cimpromiser.

Det, at MEP'erne ikke råder over deres eget "statslige apparat", mens kommissærerne og ministerierne har, spillede en rolle heri.

Ikke alene erkendte talsmændene for de tre store koalitionsfraktioner (Kristelige Demokrater, Socialdemokrater og Venstre), at de havde mistet kontrollen, men også venstre- og højreoppositionen (De Grønne og ECR) sagde, at tingene burde være anderledes og bedre næste gang.

Bert-Jan Ruissen (SGP) fordømte, at EU-kommissærerne ikke havde indført lovtekster med deres Green Deal og deres Farm to Fork, men politiske ønsker og ønsker, og at Kommissionen dermed var blevet en tredje forhandlingspart ved mødebordet – i stedet for fra en administrativ tjenesteudbyder.

En af forskernes konklusioner er, at de nyligt indførte nationale strategiplaner kan være en god foreløbig indikator i de kommende år til at afsløre mangler i det nye loft, og at EU-politikerne allerede nu kan starte en liste over forbedringspunkter.