På FN's klimakonference i Madrid hersker der en trykket stemning efter næsten to ugers forhandlinger, fordi der endnu ikke er opnået enighed om begrænsningen af den globale opvarmning. Økonomisk stærke lande ønsker ikke at opgive deres nuværende gamle emissionsrettigheder, og finansieringen af nye klimapolitikker er stadig et diskussionspunkt.
Men ligesom ved mange tidligere klimakonferencer er forlængelser nødvendige for at nå til en aftale. Diskussionen går blandt andet i stå ved artikel 6 i Paris-aftalen om klima (2015). Dette punkt muliggør indførelsen af markedsmekanismer for handel med emissioner, ”rettigheder til luftforurening,” som miljøbevægelsen kalder det. Ved COP24-topmødet sidste år i den polske by Katowice blev der heller ikke vedtaget regler for en sådan global kulstofhandel.
Der er også delte meninger om klimaambitionerne. Forskellige parter, herunder EU og de mest sårbare lande, ønsker en klar opfordring til at hæve målene for reduktion af drivhusgasudledninger i 2020. Andre lande bremser derimod denne udvikling. En af fortalervirksomhederne for sådan en international handel, den nederlandske europaparlamentariker Bas Eickhout (Grønne Venstre), tog til orde for strengere kriterier for bedre at modvirke den globale opvarmning.
De hidtidige aftaler er på ingen måde forenelige med målsætningen i Paris-aftalen. Dengang blev landene enige om at begrænse den globale opvarmning til 2 grader, helst til 1,5 grad. Med det nuværende forureningsniveau og verdensomspændende aftaler, løber det dog op i 3 grader ved slutningen af dette århundrede.
På klimakonferencen i Madrid er der opstået uenighed om dette. Mange lande mener, at det udkast til slutdeklaration, som værtlandet Chile har forberedt, er alt for mildt. Blandt andet EU og en gruppe små ø-nationer ønsker, at de gamle rettigheder tages ud af handelen, fordi mange lande i dag har for meget emissionskvote og kan købe ekstra rettigheder til en alt for lav pris.
Der er således ikke tilstrækkelig incitament for de mest forurenende lande til selv at reducere deres udledning.
Modstand kommer blandt andet fra Brasilien og Rusland, som ønsker finansiel støtte til at annullere overskydende emissionsrettigheder, samt fra Australien, der ønsker at fortsætte med at opkøbe billige kvoter. Især lande med en stærk økonomi er imod større tilpasninger for at imødegå klimaforandringer.
Det helt store flertal af de delegerede ønsker derimod aftaler om mindre luftforurening og går ind for en mere ambitiøs slutdeklaration.