En bemærkelsesværdig udvikling er genopblomstringen af venstrekoalitionen under ledelse af Jean-Luc Mélenchon. Denne koalition, bestående af socialister, grønne og kommunister, har opnået betydelige gevinster og forstyrrer den traditionelle franske magtfordeling. Tidligere er lignende forsøg på dannelse af et ’venstrefront’ mislykkedes på grund af store uenigheder mellem programmer og politikere fra det ’splittede venstre’.
Venstrekoalitionen kan nu danne regering sammen med præsident Emmanuel Macrons nuværende regeringsparti, som som nummer to fik en større del af vælgerne end tidligere ventet.
Progressive politikere i EU roser de franske vælgere for deres valg om at modvirke den videre fremgang for yderligtgående højre. De ser det franske valg som et eksempel på, hvordan samarbejde og koalitionsdannelse kan føre til en mere afbalanceret og inkluderende politik.
Valgresultatet ses også som et 'nej' til yderligtgående højre, hvor Marine Le Pens Rassemblement National (RN) til trods for at have vundet sæder, ikke nåede en magtposition. Også i Tyskland har der i måneder været store demonstrationer imod mulig samarbejde med det yderligtgående højreorienterede AfD.
I Nederlandene er der derimod forrige uge kommet en regering ledet af et yderligtgående højreparti til magten. Den anti-EU og anti-islam politiker Geert Wilders fik tilstrækkelig støtte fra to centerpartier og et nyt populistisk bondeparti.
Resultaterne af valget medfører betydelige udfordringer for de franske politikere i forhold til at bevare politisk stabilitet. Præsident Macron og hans nye venstrekoordination skal navigere i et fragmenteret parlament.
Denne situation kræver en ny tilgang i det franske politiske system, hvor koalitionsdannelse og samarbejde står centralt, ligesom i mange andre europæiske demokratier.