For de demonstrerende tyske landmænd er målelatten for succes tilsyneladende enkel: hvor stor bliver deres landsdækkende demonstration i Berlin på mandag? Kommer der kun et par hundrede traktorer, kun nogle få tusinde landmænd, eller bliver Unter den Linden fyldt med titusinder af demonstranter og mange tusinde landbrugskøretøjer?
Desuden mødes landbrugskommissionen i Forbundsdagen tirsdag og onsdag, ministerne fra de seksten delstater drøfter spareforslagene torsdag, og i weekenden begynder Grüne Woche i Berlin. Kort sagt: mange tyske landmænd havde alligevel planlagt at rejse til Berlin denne uge.
I løbet af den forgangne uge kørte mange tusinde køretøjer på ti regionale manifestationer ad motorveje til trafikale knudepunkter i forskellige tyske byer. De tyske landbrugsorganisationer har visse steder et overordnet føderalt Bauernverband (DBV), men er især regionalt organiseret efter delstater. På delstatsniveau ligger deres organisations- og mobiliseringskraft.
Denne regionale spredning virker i denne sag dæmpende i tysk politik. Mange opgaver og beføjelser (og budgetter!) er fordelt til de seksten delstatsregeringer. Forbundsminister for Ernæring og Landbrug Cem Özdemir (De Grønne) er heldigvis føderal minister, men til mange af sine beslutninger behøver han samarbejde med de seksten BMEL-ministre i delstaterne.
Og disse ministre kommer fra forskellige politiske partier: i øjeblikket sidder der en CDU/CSU’er på landbrugsministerposten i seks delstater. Derfor er der heller ikke meget skyderi og bebrejdninger om BMEL-politikken på tværs af hele Tyskland mellem koalition og opposition, mellem rød-gult-grønt og sort.
Selvom især De Grønne og FDP-liberalerne ofte er skyld i utilfredse landmænds frustrationer, modargumenterer Özdemir typisk ved at henvise til, at det i de sidste femti år især har været CDU-ministre, som (med SPD's accept) har udformet den tyske landbrugspolitik. Og med hans ord: især IKKE har gjort noget ved det.
At der skal moderniseres i tysk husdyrhold og land- og gartnerbrug, er mange landbrugsvirksomheder enige om; dette behov er tydeligt fremhævet af Borchert-fremtidskommissionen (læs: den tyske Johan Remkes). Og behovet skyldes ikke kun krav fra Berlin eller Bruxelles om biodiversitet, dyrevelfærd, klima eller Green Deal.
Men politisk er man stadig uenige om, hvordan sådan en landbrugstransition skal finansieres. Skal forbrugeren betale? Eller skal kødindustrien, supermarkederne og den kemiske industri bidrage en del af deres milliardgevinster til geninvestering i fødevareproduktionen?
Den tyske landbrugssektor har det sidste år drejet relativt godt, men ligesom i andre EU-lande skal man regne med færre indkomststøtte i de kommende år. Der er stadig en del 'efterslæb' at håndtere: se på nitratforureningen og gødningens behandling. Derudover står den tyske økonomi svagere end i andre EU-lande. De næste to uger offentliggøres nye års- og kvartalstal i Berlin; muligvis glider den tyske økonomi ind i en recession.
Den tyske koalitions popularitet er lav. Radikale politiske og landbrugsgrupper forsøger at overtage debatten om landbrugsdiesel. Lastbilchauffører og togførere har allerede strejket; nu går landmændene på gaden. Under disse dårlige omstændigheder skal kansler Olaf Scholz’s koalition de næste to uger prøve at få gennemført milliardbesparelser via Forbundsdagen. Også for trafiklyskoalitionen kan det godt blive et spørgsmål om at klare den eller falde igennem….