Inden år 2030 skal mindst tre fjerdedele af Tysklands elforbrug komme fra vedvarende energikilder. Indtil nu ligger tyskerne allerede på omkring tres procent. De vil hurtigst muligt undgå import af gas og olie fra Rusland samt deres egne luftforurenende brunkulsfyrede kraftværker. Da regeringen giver støttepræmier til klimavenlig energiproduktion (solpaneler!), har denne vendepunkt været i gang i flere år.
Som følge heraf når priserne for landbrugsjord i Tyskland helt i vejret. Et anlæg med solceller ('glas på græs') indbringer for eksempel 5.000 euro per hektar om året, ti gange så meget som den gennemsnitlige landbrugspagt. Og for vindparker kan det endda nå op på 20.000 til 50.000 euro. Disse betalinger gør det svært for landmænd at bevare jord til deres landbrugsformål, rapporterer Agrarheute.
Jordejerne foretrækker at udleje deres jord mere lukrativt til operatører af solenergiparker eller vindparker, og der bliver stadigt mindre jord til rådighed for landbrug og husdyrhold, oplyser Agrarheute.
For landmænd, der er afhængige af lejet jord, er udfordringerne endnu større. I regioner som Rheinland-Pfalz er lejepriserne de sidste femten år tredoblet. Landmænd betaler nu gennemsnitligt 600 euro per hektar, mens solenergivirksomheder tilbyder op til 4.000 euro. Vindparker giver jordejerne endnu højere indtægter.
Ud over det økonomiske pres har ’energiewende’ også konsekvenser for størrelsen af den tilgængelige landbrugsjord. Den tyske landbrugsforening DBV advarer om, at cirka 80.000 hektar landbrugsjord kan gå tabt de kommende fem til seks år, hvilket svarer til 20 hektar om dagen. ’Landdistrikter må ikke udvikles til at producere elektricitet til byerne,’ sagde DBV's leder Bernhard Krüsken for nylig. Landbrugsforeningen går derfor ind for bedre beskyttelse af frugtbar landbrugsjord.
Lange lejekontrakter på 30 år eller mere til energiselskaber udgør en ekstra risiko for land- og gartneribranchen. Meget landbrugsjord, der i længere perioder får en anden anvendelse, kan miste sin status som landbrugszone. Advokater advarer om, at sådanne langvarige forpligtelser yderligere presser landmænd og meget begrænser fleksibiliteten i jordens anvendelse.