Chancerne for, at den britiske premierminister Boris Johnson vinder parlamentsvalget torsdag, er større end chancerne for en sejr til Labour eller LibDems. Men det skyldes ikke, at de Konservative har et særligt attraktivt valgløfte, men i særdeleshed at de fleste briter er mere end trætte af Brexit-bøvlet og vil af med det så hurtigt som muligt.
Derudover har størstedelen af briterne ingen alternativer. For det første er Labour-lederen Jeremy Corbyn alt for kontroversiel. Han bliver hadet af næsten alle, også medlemmer af sit eget parti. Han er den mindst elskede politiker af det seneste århundrede. Derudover vil Labours Brexit-plan føre til flere forhandlinger med Bruxelles, måske op til to eller tre års forsinkelse, og vælgerne får også mulighed for at stemme om det i en folkeafstemning. Dermed har Johnson opnået sit formål: dette valg handler især om Brexit, og helst så hurtigt som muligt...
Flere og flere undersøgelser viser, at det at opgive de økonomiske sikkerheder i det nuværende énumarked i EU til fordel for usikkerhederne ved nye britiske handelsaftaler er skadeligt for den britiske økonomi. Og det i mange år fremover. Ikke desto mindre accepterer en stor del af vælgerne tilsyneladende dette.
Fremtiden tegner sig tilsyneladende positivt for den britiske premierminister. Hans Konservative parti fører klart i meningsmålingerne og kan endda regne med 359 ud af 650 pladser. Det største oppositionsparti Labour ville stoppe ved 211 pladser. Premierministeren ønsker, hvis han vinder valget, hurtigt – inden udgangen af januar – at få sin Brexit-aftale igennem parlamentet. Om Europa-Parlamentet i Strasbourg til sidst godkender det, er en helt anden sag. Det må vi vente med at se.
Alligevel regner Johnson formentlig endnu ikke med at have danset sejren i hus. Hans forgænger Theresa May pressede sig i 2017 for hårdt med udskrivelsen af det tidlige valg. De Konservative klarede sig godt i målingerne dengang, men mistede alligevel deres parlamentariske flertal. Der er også en mulighed for, at intet parti opnår flertal. Det skete både i 2017 og i 2010, hvor de Konservative dannede en koalition med De Liberale Demokrater.
Det er denne gang meget tvivlsomt, om Johnson kan banke på hos de andre store partier for støtte. Både det skotske SNP og De Liberale Demokrater, landets tredje- og fjerdestørste parti, er både anti-Brexit og anti-Tory.
Labour synes at have bedre kort på hånden til at danne en støtteaftale i et splittet Underhus. De skotske nationalister vil under visse betingelser gerne støtte en Labour-regering. Til gengæld skulle der blandt andet stå et nyt folkeafstemning om skotsk uafhængighed på spil. Et samarbejde med LibDem er formentlig sværere, da partilederen Jo Swinson klart har sagt, at hun absolut ikke ønsker Labour-lederen Jeremy Corbyn som premierminister.
Ifølge en analytiker fra Financial Times må man ikke glemme, at der i øjeblikket ikke er flertal for noget i Storbritannien. De ved, hvad de ikke vil have, men ikke hvad de vil have. Den almindelige mand og kvinde på gaden er lige så splittede som parlamentet, og at inddele landet i blot “Leavers” og “Remainers” er en forenkling, der bliver stadig vanskeligere at fastholde.
Derfor handler dette valg for de fleste vælgere især om følelser, meninger, indtryk og fordomme og ikke om fakta, sikkerheder og realistiske muligheder.