Modstanden blandt de fleste briter mod Den Europæiske Union stammer ikke fra de seneste årtier, og er ikke en forklarbar konsekvens af uforståelige eller meget kontroversielle undemokratiske eller anti-britiske EU-tiltag. Det faktum, at millioner af sædvanligvis nogenlunde eftertænksomme briter i denne uge stemmer på et parti, der går ind for at træde ud af EU, kan for kontinentale europæere måske bedst forklares ved hjælp af den ofte oversete ’ø-følelse’.
Gennem århundreder kunne landene i Det Forenede Kongerige klare sig uden det europæiske fastland: de havde deres egen regering, deres egen kirke, deres eget militær, deres egen valuta, de kunne klare sig uden de andre lande. Desuden er mange briter på deres geografisk afsondrede og vanskeligt tilgængelige ø(er) en smule nationalistiske og egenrådige.
Den holdning kan for kontinentale europæere bedst sammenlignes med mentaliteten på andre europæiske øer, hvor befolkningen heller ikke bryder sig om ’de folk på fastlandet, der kommer og fortæller os, hvad vi skal gøre, og som også tager vores skattepenge med sig.’
Sicilien har en egen mafiaregering, og også Sardinien kan godt undvære Rom; Korsika har også en separatistbevægelse; De Kanariske Øer har deres eget parlament; Ibiza og Mallorca ligeså. Mange af Kreta’s indbyggere har aldrig været inde i Grækenland (det land består af øer; derfor heller ikke en stærk national administration). Grønland kan godt undvære Danmark.
At bo og leve på en ø har sine charmer, men også ulemper. Det skaber en ’vi hører sammen’-følelse, vi-kender-hinanden, samhørighed, vi kender hinanden, vi har noget uundgåeligt til fælles. Og jo større øen er, desto flere egne faciliteter kan indbyggerne opretholde (videregående uddannelse, hospitaler, jernbaner, politistyrker og hvad der ellers kan nævnes). Derfor ønskede irerne på deres irske ø også at blive uafhængige.
De franske og hollandske Antiller siger, at de klarer sig bedst uden Paris og Haag og ønsker så vidt muligt at klare sig selv. På mange små øer findes der ganske vist en ’vi hører sammen’-følelse, men også en erkendelse af, at de stadig har brug for ’den anden side’, ikke kun til køretimer og kørekort, men også til hospitalsfødsler eller statstilskud til ny kloakering. Også selvom den anden side ligger på den anden side af verden.
For kontinentale europæere har der i de seneste årtier været en modsat udvikling: deres mobilitet blev større, ferierne længere, og afstandene mindre. Også handelen blev mere grænseoverskridende. En schweizer kan på en dag køre til Danmark eller Spanien; en ungarer til Polen eller Frankrig; en hollænder til Østrig eller England. Indbyggerne i Britannia kender ikke den følelse og har ikke den erfaring.
At Storbritannien i 1974 besluttede at slutte sig til de tolv lande i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) var ikke et gennemlevet valg for et britisk nationalt medlem af denne landeblok, men udelukkende en tilslutning til en økonomisk-finansiel profitmodel. De fleste af de tolv lande var allerede gode naboer: Holland, Belgien, Spaniens Costa Brava og de allierede franskmænd og tyskere. EØF havde bevist sin nytte, og den britiske økonomi var begyndt at sakke bagud.
At EØF fra tolv lande blev udvidet til EU med seksten lande var for disse kontinentale lande logisk og egentlig kun en tilpasning til en allerede eksisterende daglig praksis. Et fælles marked ville også være til fordel for britiske virksomheder. At de seksten også begyndte at overveje pasfri zoner (Schengen) var mere end forklarligt. Men al den kontinentale logik og de argumenter gælder næsten ikke for de fleste briter: de kom ikke til fastlandet. Dér havde de næsten intet at lave; de havde allerede alt selv.
Da Berlinmuren faldt i 1989, og øst-europæiske lande kunne vælge deres egen vej og banke på EU’s dør, var det kontinentalt logisk at lukke disse lande ind ('Europas genforening'). For mange briter førte det europæiske projekt fra 12 til 16 og derefter 26 lande med lige rettigheder og indflydelse til en følelse af nationalt tab. Og derfor siger mange velovervejede briter, at de kan begrunde, hvorfor deres land bedre kan trække sig ud af EU.
Torsdag kan de stemme. Egentlig er der kun tre valgmuligheder: hurtigst muligt ubarmhjertigt at træde ud af EU, senere at forlade EU gradvist i mindre omfang, eller alligevel at blive i EU.