Indtil videre afsætter Den Europæiske Union årligt 58 milliarder euro til landbrugsstøtte. Disse udgifter udgør cirka en tredjedel af alle EU-udgifter. I årevis har EU's beslutningstagere misundeligt observeret, hvor let det er at bruge milliarder på det Fælles Landbrugspolitik (GLB/CAP) hvert år. Beretninger om svindel og misbrug spiller nu en stor rolle i de kommende diskussioner om omfattende revision af landbrugsfondene.
Landbrugsstøtten havner i de fleste centrale og østlige europæiske lande i hænderne på selvbetjenende politikere, på bekostning af landmændene, der ser deres jord forsvinde. The New York Times undersøgte for nylig, hvordan EU's subsidiesystem fungerer, og den flamske avis De Morgen opstillede nedenstående specifikation over, hvordan vennerne omkring premierminister Viktor Orbán i Ungarn skrabede EU-millionerne til sig.
Hvordan arbejder den ungarske premierminister Orbán? For at kvalificere sig til europæiske subsidier skal man bruge jord. Derfor solgte Orbán tusindvis af hektar statsejendom til nære medarbejdere, familie og venner. En af hans barndomsvenner blev på den måde en af Ungarns rigeste mennesker. Mens landbrugsstøtten er tiltænkt små landmænd, viser undersøgelser, at 80 procent af pengene havner hos 20 procent af jordejere. Landmænd, der kritiserer systemet, går systematisk glip af støtte og bliver udsat for revisioner eller mærkelige miljøinspektioner. Sådanne trusler giver associationer til kommunisttiden.
I 2010 stillede Orbán igen op til posten som premierminister og håbede gennem en koalition med bondeleder Angyan at få bondernes stemmer. Han lykkedes med sin plan og gjorde Angyan til statssekretær for Landdistriktsudvikling.
Orbán udlejede store jordlodder til politiske medløbere, da EU-støtten fordeles på grundlag af parcellers størrelse. Orbáns regering begyndte i 2011 at udleje offentlige jordarealer. Selvom der blev sagt, at kun lokale landmænd var berettigede, gik jorden alligevel til Orbáns tilhængere, som betalte lav leje.
I 2015 tog Orbán det et skridt videre ved at sælge hundredtusindvis af hektar statsejendom til politiske allierede og familiemedlemmer. Dermed styrkede han sin magt over landdistrikterne. Køberne kan til gengæld regne med millioner i landbrugsstøtte. Af utilfredshed med denne kurs trak statssekretæren sig og vendte sig nu mod Orbán.
EU blander sig helst ikke i følsomme indenrigspolitiske anliggender og har normalt tillid til de valgte nationale politikere. Men i virkeligheden har Europa ganske enkelt ikke redskaberne til at gribe ind i sådanne situationer. I 2015 bestilte Europa-Parlamentet, efter en advarsel om praksisser i Østeuropa, en rapport hos Transnational Institute i Amsterdam, der fokuserer på jordrøveri og tvivlsomme handler. Den rapport afdækkede delvist de samme problemstillinger, som nu i The New York Times' undersøgelse.
Som reaktion på undersøgelsen meddelte Europa-Kommissionen, at den ikke tolererer svindel med landbrugsstøtte og udfører revisioner. I Den Europæiske Revisionsrets årsrapport for 2018 angives en fejlprocent på 2,4 procent for brugen af europæiske midler til landbrug og landdistrikter. For direkte betalinger til landmænd blev der slet ikke konstateret fejlprocent.
Medlemslandene og Europa-Parlamentet forhandler i øjeblikket om udgifterne frem til 2027. I den forbindelse har Europa-Kommissionen foreslået at knytte udbetalingen af midler tættere til god forvaltning og respekt for retsstaten. Europa-Kommissionen forventer også meget af den nyligt udnævnte europæiske anklager, der fra næste år kan rejse sag og føre sager om svindel med europæiske midler.
Nu, hvor der i de kommende år skal gennemføres betydelige besparelser (som følge af briternes udtræden eller ønsket om ny politik), og statsoverhoveder og ministre højst vil fastholde deres årlige bidrag på det nuværende niveau, handler det ikke længere om, om landbrugsstøtten skal reduceres, men hvor meget der vil blive skåret ned.