Mødet var præget af kraftig modstand fra lande, der i høj grad er afhængige af indtægter fra olieeksport. De formåede at forhindre klare aftaler om at reducere brugen af fossile brændstoffer. Dermed manglede et væsentligt element i forhandlingerne, hvilket flere delegationer betegner som en alvorlig skuffelse.
Alligevel blev der gjort fremskridt inden for finansiel støtte til miljø- og klimamål. Konferencen resulterede i nye løfter om at hjælpe lande bedre med at beskytte sig mod ekstremt vejr og afsætte flere midler til projekter, der styrker natur, skove og landejendomsrettigheder.
Adskillige delegationer talte om tiltrængte fremskridt, men understregede samtidig, at disse skridt langt fra er tilstrækkelige til de kommende udfordringer.
Det blandede resultat førte til en følelse af ’lidt, men dog noget’. Flere deltagere så resultatet som et minimalt fundament at bygge videre på, mens andre klagede over, at behovet for handling er langt større end det, der blev aftalt.
Der sad derfor en tydelig fornemmelse tilbage af, at konferencen ikke formåede at udnytte det momentum, mange havde forventet.
Bemærkelsesværdigt var det, at det hele udspillede sig i hjertet af Amazonas, en region der globalt står som symbol på kampen mod skovrydning og tab af natur. Selvom emnet var fremtrædende, udeblev et stort gennembrud. Planer om forbedret beskyttelse af skove og lokalsamfund blev diskuteret, men manglede klarhed og styrke.
Skuffelsen over slutresultatet blev derfor ekstra tydelig. Netop et sted, hvor følgerne af klimaforandringer er så synlige, var forventningen stor om en klar kursændring. At den udeblev, gav næring til kritikken om, at konferencen gjorde fremskridt, men ikke det fremskridt, verden venter på.
Samtidig påpegede nogle delegerede, at samarbejdet mellem lande stadig er muligt, selv i en tid med stigende geopolitiske spændinger. Det gav mødet en vis symbolsk værdi: beviset på, at internationale aftaler ikke behøver at gå i stå, selvom fremskridtene er mindre, end mange havde ønsket.