Den nye amerikanske sikkerhedsstrategi skaber uro i Europa. I flere hovedstæder møder dokumentet afvisning, fordi det fremstiller Den Europæiske Union som et kontinent på vej mod tab af civilisation og underminerer politisk funktionsevne. Europæiske ledere kalder disse konklusioner grundløse og uønskede.
Strategien fra Det Hvide Hus og Pentagon hævder, at europæiske lande kæmper med udhulede demokratier, at censur skulle stige, og at politisk opposition ikke får tilstrækkelig plads. Dette billede bliver bredt afvist i Europa. Lederne understreger, at deres samfund selv bestemmer, hvordan friheder udformes uden indblanding udefra.
Også den amerikanske holdning til migration fører til hård kritik. Strategien påstår, at massemigration truer den nationale identitet i europæiske lande, og at nogle lande om få årtier kan blive ugjenkendelige. Flere europæiske politikere kalder dette en malplaceret og polariserende fremstilling, der svarer til opfattelser fra yderligtgående højreorienterede partier.
Et andet tungtvejende punkt er den amerikanske støtte til såkaldte patriotiske partier, som ifølge Trumps sikkerhedsrådgivere er voksende allierede. Europæiske ledere ser dette som direkte indblanding i deres indenrigspolitiske forhold og afviser resolut denne Yankee-indblanding.
Desuden understreger europæiske regeringer, at det strategiske forhold til USA handler om fælles sikkerhed, ikke om vurdering af, hvordan europæiske samfund fungerer. De betegner USA som en vigtig allieret, men afviser, at Washington skal spille en ledende rolle i deres demokratiske processer.
Bemærkelsesværdigt nok lyder der en helt anden tone i Moskva. Russiske embedsmænd kalder den amerikanske strategi overvejende i overensstemmelse med deres egen regerings syn. Det skyldes især den mildere amerikanske retorik om Rusland og fraværet af en klar betegnelse af Rusland som en trussel.
Ifølge russiske talsmænd er det positivt, at strategien fokuserer på at genoprette stabiliteten i forholdet mellem de to lande. Dette harmonerer med Moskvas ønske om at ses mindre som en modstander og mere som en partner i regionale og globale spørgsmål.
Kontrasten mellem Europas afvisning og Ruslands tilslutning afslører et følsomt punkt: Et dokument, der skulle styrke det transatlantiske samarbejde, skaber i stedet friktion inden for den vestlige alliance. Europæiske regeringer frygter, at den skarpe tone over for EU og den mildere tone over for Rusland presser deres sikkerhedssituation.
I reaktioner fra Bruxelles og nationale regeringer lyder derfor det samme budskab: USA forbliver en vigtig partner, men Europa bestemmer selv sin kurs. Mens Moskva omfavner dokumentet, gør Europa klart, at den amerikanske analyse af kontinentet ikke deles og ikke udgør et grundlag for fremtidigt samarbejde.