Europa-Kommissionen har besluttet ikke at oprette en ny separat fond til at dække abortomkostninger i Europa. Dermed afviser de en underskriftindsamling, som blev støttet af over en million europæiske borgere via borgerinitiativet My Voice, My Choice.
Initiativet efterspurgte en EU-ordning, hvor lande kan tilbyde abortpleje til udenlandske kvinder, der ikke har adgang til dette i deres eget land og derfor rejser til et andet EU-medlemsland. Ifølge Europa-Kommissionen er et nyt instrument ikke nødvendigt, fordi eksisterende tilskud allerede kan anvendes.
Omkostningsdækning
Kommissionen henviser til Det Europæiske Socialfond Plus (ESF+). Denne fond er beregnet til at mindske ulighed og tilbyde social støtte. Ifølge Kommissionen kan EU-lande anvende fonden til at yde støtte, forudsat at det er i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.
Promotion
ESF+ kan blandt andet bruges til at dække udgifter for kvinder, der skal rejse til et andet land for at få foretaget en abort. Aktivister understreger, at det ikke kun handler om medicinske omkostninger men også rejseudgifter, når det er nødvendigt.
National politik
Ansvaret ligger klart hos EU-landene selv. De fastlægger selv, om og hvordan de vil anvende fonden, udvælger projekter og etablerer deres egne styrings- og kontrolsystemer. I nogle lande kan fonden allerede anvendes til sundhedspleje; i andre lande skal programmer muligvis først tilpasses.
Europa-Parlamentet udtalte sig i december til fordel for forslaget fra borgerinitiativet. Samtidig påpegede modstandere, at abortpolitik ifølge traktaterne er en national kompetence.
Skuffede
Initiativtagerne kalder Kommissionens beslutning for en sejr, da det for første gang er blevet eksplicit bekræftet, at EU-penge må anvendes til at støtte adgang til abortpleje. Samtidig udtrykker de skuffelse over, at der ikke kommer ekstra, specifik finansiering.
Ifølge Kommissionen giver den eksisterende fond tilstrækkelige muligheder. Medlemsstater, der ønsker det, kan ifølge Bruxelles relativt hurtigt yde støtte via de eksisterende tilskudskanaler. Dermed flyttes opmærksomheden nu fra Bruxelles til de nationale regeringer, som skal beslutte, om de vil benytte sig af denne mulighed.