Godkendelsen af Kommissionsrapporten kræver kvalificeret flertal: mindste femten EU-lande med tilsammen 65 procent af EU's befolkning skal være enige. Den politiske beregning viser sig dog at være kompliceret, da holdningerne er meget forskellige med hensyn til omfordelingen af asylansøgere og størrelsen af de økonomiske bidrag.
Den nye lov fastlægger blandt andet, at asylansøgninger allerede kan indgives ved EU-kontorer uden for EU-landene, og at asylansøgere (mens deres sag behandles) midlertidigt kan indkvarteres i modtagecentre uden for EU's grænser. Italien forsøgte sidste år selv at gøre dette, men det er i strid med de nuværende EU-regler og blev ophævet af EU-domstolene.
Forsinkelsen har ført til kritik i Europa-Parlamentet. Europarlamentariker Birgit Sippel, hovedforhandler på migrationspagten, ønsker at Kommissionen redegør for den missede deadline. Hun har presset på for et hastemøde i Udvalget om Borgerlige Rettigheder for at diskutere konsekvenserne af mulig udsættelse.
Også spændingerne mellem EU-landene vokser. Polen og Ungarn modsætter sig den obligatoriske solidaritetsordning, mens Belgien har meddelt, at de ikke vil modtage nye asylansøgere, men kun bidrage økonomisk.
Kommissionsrapporten skal fastslå, hvilke EU-lande der er under migrationspres, og hvor mange asylansøgere der skal omplaceres ”andre steder”. EU-analysen baseres på antallet af asylansøgninger, bevilgede statusser og tilgængelig kapacitet i modtagecentre.
Landene kan vælge, hvordan de bidrager: ved at omplacere asylansøgere fra overbelastede lande, betale 20.000 euro per ikke-omplaceret person eller deltage økonomisk i operationel støtte, for eksempel til modtagecentre eller administrativ behandling. Dette er fastsat i migrations- og asylpagten, der blev vedtaget i 2024.
Indtil videre har Europa-Kommissionen fremlagt en ny liste over syv såkaldte ”sikre lande”: Kosovo, Bangladesh, Colombia, Egypten, Indien, Marokko og Tunesien. Det betyder, at ansøgninger fra asylansøgere fra disse lande lettere kan afvises, og at de kan sendes tilbage til disse lande.
Menneskerettighedsorganisationer kritiserer kraftigt denne liste. Ifølge grupper som EuroMed Rights er lande som Tunesien, Egypten og Marokko bestemt ikke sikre på grund af alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Kommissionen fastholder dog, at listen ikke begrænser asylansøgernes rettigheder og er nødvendig for et harmoniseret europæisk system.