Et vigtigt element er, at ansøgninger fra personer fra lande, der betragtes som "sikre", kan vurderes og afvises hurtigere. Ideen bag er, at procedurer derved kan blive kortere. Det drejer sig bl.a. om ansøgere fra Bangladesh, Colombia, Egypten, Indien, Marokko, Tunesien og Kosovo.
Hvad "sikkert" præcist betyder, og hvor ofte listen over 'sikre lande' kan justeres undervejs, er endnu ikke klart.
Der vil også komme en rolle for, hvor en person midlertidigt kan blive sendt hen, mens asylansøgningen behandles. Planerne indebærer, at ansøgere kan sendes til et land uden for EU, som anses som sikkert, selvom det ikke er deres oprindelsesland.
Ifølge kritikere er det endnu ikke fastlagt, hvordan man vil sikre, at personen rent faktisk får beskyttelse i dette midlertidige modtagerland.
Et andet element i det forslag, der nu er godkendt af EU-ministre og politikere, er hjemsendelse: hurtigere udvisning af personer uden opholdsret. Ifølge Europa-Kommissionen vender 'tre ud af fire' afviste asylansøgere ikke tilbage til deres hjemland efter afslag. Det skal ifølge planerne ændres.
Der nævnes strengere midler, som fx længere varetægtsfængsling i ventetiden på afrejse, strengere eller længere indrejseforbud og nye forpligtelser for personer uden dokumenter, der skal forlade landet. Ifølge kritikere er det endnu ikke fastlagt, hvilke garantier der gælder i sådanne situationer, og hvordan tilsyn organiseres.
Menneskerettigheder og retsbeskyttelse er et tilbagevendende stridspunkt. Der udtrykkes bekymring om frihedsberøvelse, udvisning og udsendelse til lande uden for EU, samtidig med at der understreges, at rettigheder skal respekteres. På nogle områder mangler der præcis forklaring på, hvordan dette håndteres i praksis.
Politisk er immigrationspakken kontroversiel: De centrum-højre og konservative grupper fik støtte fra radikale eller yderligt højre partier, hvilket førte til kritik og beskyldninger om ’samarbejde med højrefløjen’ fra liberale og centrum-venstre grupper. Samtidig understreger tilhængerne, at en strengere politik er nødvendig for at få kontrol over migrationen.
EU-landene er endnu ikke enige om et væsentligt element i den nye tilgang: fordelingen af indkvartering af godkendte asylansøgere på de 27 EU-lande. Nogle EU-lande ønsker ikke at modtage asylansøgere fra andre EU-lande. I så fald skal disse afvisere betale med til modtagelsen af asylansøgere i de andre EU-lande.