Mindeakten var præget af afdæmpet hyldest, anerkendelse af kollektiv svigt og opfordringer til vedvarende årvågenhed mod had og benægtelse.
Plenumforsamlingen begyndte med et minuts stilhed for ofrene. Parlamentarikerne reflekterede over det internationale samfunds udeblivne evne til at forhindre tragedien i 1995. Mordet på tusindvis af bosniske drenge og mænd, som fandt sted trods FN-overvågning i de oprettede enklaver, forbliver et dybt ar i Europas historie.
Mindeakten i Strasbourg blev overværet af en omfattende bosnisk delegation, herunder to overlevende fra massakrerne. Flere talere understregede, at Srebrenica ikke var en isoleret begivenhed. Folkemordet var resultatet af års hadskaben, dehumanisering og politisk propaganda.
Præsident Roberta Metsola fra Europa-Parlamentet opfordrede til aktiv erindring og mindede om, at Europa-Parlamentet i 2009 udnævnte den 11. juli til officiel mindedag. Hun betonede, at mindeakten ikke kun er en pligt overfor fortiden, men også en opgave for fremtiden: at bekæmpe misinformation og bevare mindet levende.
Ved mindeakten blev der ikke kun set tilbage. Aktuelle konflikter blev også nævnt. Der lød kritik af den nuværende europæiske politik vedrørende civils beskyttelse og menneskerettigheder. Folkemordet i Srebrenica blev fremhævet som et eksempel på, hvad der kan ske, når advarselssignaler ignoreres.
Mindeakten fungerede derfor også som en advarsel mod nutidige politiske tendenser, hvor befolkningsgrupper igen bliver stigmatiseret. Sammenligninger blev blandt andet trukket til de aktuelle israelske militære handlinger mod palæstinenserne i Gazastriben.
Flere taler fremhævede vigtigheden af retfærdighed og kollektivt minde. Talere understregede, at det fortsat er essentielt at anerkende sandheden, især i en tid hvor benægtelse af folkemord og revisionisme vinder frem. Beskyttelsen af fakta er ifølge dem et demokratisk ansvar.
Udenfor parlamentet forberedes mindehøjtideligheder for 11. juli verden over. I Bosnien-Hercegovina forventes op til 150.000 mennesker ved den centrale ceremoni. Efterladte genbegraver også i år identificerede rester af ofrene, hvilket illustrerer, at sorgprocessen langt fra er afsluttet.
Traumet lever videre i familier og samfund, ikke bare i de tidligere jugoslaviske republikker, men også andre steder i Europa.
Tredive år efter begivenhederne fortsætter kravet om anerkendelse og sandhed. Den europæiske mindehøjtidelighed i Strasbourg understregede, at denne tragedie vedvarende medfører ikke blot politiske, men også moralske forpligtelser.