For de britiske Liberaldemokrater (LibDems) er parlamentsvalget i morgen i flere henseender altafgørende: Vil de igen blive presset ud til sidelinjen af de to ’store’ partier, eller vil de rykke frem til centrum af den udøvende magt? I begge tilfælde vil det være en slags gentagelse for LibDems: de har tidligere siddet under pres, og de har tidligere siddet i en usædvanlig britisk koalitionsregering.
Partileder Jo Swanson viste sig onsdag eftermiddag ved et partimøde i London på den ene side tilfreds med, at LibDems er i fremgang, men muligvis ikke nok. Hun frygter meningsmålingerne, der forudsiger, at Boris Johnson alligevel vil opnå et flertal. For Swanson og hendes kampagneteam er det langt fra sikkert.
Selvom de Konservative ligger til at få et flertal på fjorten mandater, sagde Swanson, at ”det betyder intet i et distriktsvalgssystem”. I et LGBT-teater på Broadway i Wimbledon fortalte hun flere dusin partiaktivister, at det ofte sker, at et parti mister eller taber et mandat på grund af forskel på blot to eller tre stemmer.
Omgivet af en flok journalister, fotografer og kameramænd skulle den liberale Swanson selvfølgelig krydse det berømte regnbue-zebrastrejf på Broadway, og hun holdt sin tale i det berømte CYMK-teater. Professionelt reagerede hun live i ITVs et-times nyhedsudsendelse på de seneste meningsmålinger og advarede igen den britiske vælger mod farerne ved en ny Boris-den-destruktive-regering.
LibDems har forsøgt at gøre dette folketingsvalg til et rigtigt valg og ikke blot en tilsløret folkeafstemning om Mays og Johnsons Brexit-planer. Om dette er de klare og entydige: afskaffelsen og standsningen af hele projektet. Derfor har LibDems sammensat et omfattende og ret gennemarbejdet ’fremtidsorienteret’ valgprogram. Med dette satser LibDems især på den yngre generation (under tredive år), der i 2016 ’undlod’ at afgive en pro-europæisk stemme ved Brexit-referendumet.
Selvom partilederen Jo Swanson især ønsker at se fremad, synes mange britiske vælgere især at se bagud. De bebrejder stadig LibDems, at de under ledelse af daværende partileder Nick Clegg i koalition med Toryerne hjalp den konservative ’sølvøse-generation’ David Cameron og Boris Johnson til magten. Som juniorparti måtte de acceptere massive nedskæringer i det sociale system, privatiseringen af offentlige tjenester og nedskæringer af offentlige faciliteter. Og som en ekstra ydmygelse præsenterede de Brexit-referendumet i 2016 som en eller anden slags demokratisk fornyelse, fortæller skuffede briter nu.
Dertil kommer, at LibDems heller ikke har gjort det nemt for de velovervejede briter: hvor de i 2016 var fuldstændigt for et referendum, er de nu kategorisk imod et andet referendum. ”I tager os ikke seriøst,” siger stemmen ved stambordet. ”I har set, hvad folkeviljen fører til,” siger Swanson. Som partileder for et moderne parti har hun alt med sig: hun er kvinde, veluddannet, taler dannet, ser ordentlig ud, er veltalende og en god debattør. Alligevel ses hun af mange konservative og Labour-folk ikke som det fornuftige centrum.
For et par uger siden lavede hun en fejltagelse i et tv-interview, som stadig hænger ved. Hun gjorde det klart, at hun og hendes LibDems under ingen omstændigheder vil støtte, at den hadede Boris Johnson igen bliver premierminister, eller at den ligeledes hadede Jeremy Corbyn bliver premierminister. Samtidig gjorde hun i én sætning klart, at hun selv gerne ville være premierminister. Den ’store snak’ som ’pigen fra det tredje parti’ bliver stadig brugt imod hende af mange kommentatorer.
For LibDems vil det være afgørende, om tilstrækkeligt mange konservative og Labour-vælgere træffer et fornuftigt eller et emotionelt valg. Pro-europæiske, moderne Tory- og Labour-vælgere står i stemmeboksen over for valget: at fastholde deres eget pro-Brexit-parti (en stemme for den politiske ’rede’, men til skade for den britiske økonomi) eller afgive deres stemme på LibDems (på bekostning af deres egen politiske ’redelugt’, men til gavn for det britiske folk).