Forhandlingerne er en del af et verdensomspændende forsøg på at begrænse den stigende plastikforurening. I år forventes der at blive indgået en bindende aftale.
Et vigtigt diskussionspunkt er at fastsætte en maksimumgrænse for nyt plastik og en minimumsgrænse for mere genanvendt emballage. Flere lande går ind for stram regulering, men andre delegationer ønsker først at prøve frivillige aftaler.
En af de store forhindringer er prisforholdet mellem nyt og genanvendt plastik. I mange lande er det økonomisk mere attraktivt at producere nyt plastik end at indsamle, rense og genforarbejde brugt plastik. Denne økonomiske kløft medfører lavere investeringer i genbrugsvirksomheder eller endda ophør af dem.
Derudover afhænger genbrug af plastik ikke kun af genanvendelse. I stigende grad ses der også på biologisk nedbrydelige plasttyper til emballage.
Miljøskaderne fra plastikforurening fortsætter på verdensplan med at stige. Plastik driver rundt på strande, ophobes i floder og oceaner og findes i dyr. Også mikroplastik – mikroskopiske partikler, der opstår ved slid og nedbrydning – spredes gennem luft, vand og fødekæder med ukendte konsekvenser for mennesker og natur.
De årlige udgifter til indsamling, sortering og behandling af plastikemballage løber globalt op i milliarder. Kommuner, affaldshåndteringsvirksomheder og producenter klager over de høje omkostninger, som sjældent bliver fuldt dækket. Mange genbrugsfabrikker kører derfor med tab, hvilket fører til lukninger eller udsættelse af nye investeringer.
En mulig løsning, som overvejes i Europa, er indførelse af en skat på produktion af nyt plastik. Dette skulle ikke alene reducere forbruget, men også forbedre konkurrenceevnen for ikke-skattebelagt genanvendt plastik. Tiltaget er under undersøgelse, men er endnu ikke endeligt indført.
På trods af forskelle i holdninger mellem landene er der bred anerkendelse af, at en indsats mod plastikkrisen er akut nødvendig. Delegationerne er enige om, at den nuværende plastikanvendelse ikke er bæredygtig, hverken økonomisk eller økologisk. Spørgsmålet er, om konferencen kan frembringe tilstrækkelig politisk vilje og enighed til at nå frem til konkrete, håndhævelige aftaler.