Set med kontinentaleuropæiske øjne har der de sidste seks uger næppe været ført en velorganiseret valgkampagne i Storbritannien. På grund af det stadig værdsatte historiske britiske valgkreds-system ligger ledelsen og organiseringen i høj grad hos lokale partiledere og lokale kandidater. Dermed minder organisationen af denne nationale valgkamp meget om en kontinentaleuropæisk lokalvalgskampagne.
Valgprogrammerne er da også sammensat af stabspersonalet hos Johnson, Corbyn, Swinson, Farage og Lucas, men de 650 lokale kandidater skal i sidste ende bringe dem ud til vælgerne. Der er kandidater, som nægter at forsvare det nationale program for deres parti under dør-til-dør-besøg. Der findes også valgkredse, der ligefrem ikke ønsker deres nationale frontfigur på besøg.
Derfor blev kampagnen på britisk national tv (BBC og ITV) først centreret omkring én person og én sag (Boris og Brexit), senere et opgør mellem to (Johnson og Corbyn, Brexit og sundhedsvæsen), og de sidste to uger er det nærmest blevet til en trio med LibDems og deres forsøg på social fornyelse.
Under kun to eller tre tv-debatter undgik kandidaterne især at debattere med hinanden, de besvarede ikke konkrete spørgsmål fra værterne, men præsenterede hovedsageligt egne oneliners og slogans. Johnson nægtede endda at lade sig interviewe i et berømt britisk valgprogram. De nationale partiledere var mest i bebrejdelsestilstand: alt skyldtes den anden.
At undlade at reagere på programindlæg fra andre partier er almindeligt i politiske debatter: man taler ikke om den andens politik, men fremfører sine egne punkter. På to eller tre væsentlige sager var det endda endnu sværere for de to mest sandsynlige partiledere: deres eget parti og partimedlemmer var alvorligt splittede. Derfor måtte der ties om visse spørgsmål.
Konservative strategier havde besluttet, at "Brexit og EU" skulle være deres eneste emne. Derfor har Boris Johnson de sidste uger som en slags marionet gentaget "Get Brexit Done" tredive-fyrre tusind gange. I præsentationen vaklede han ved spørgsmål om de fleste andre emner, tøvede, hakkede og stammede eller forsøgte at give spørgsmålene en anden vinkel.
For Corbyn gælder, at forskellene mellem hans vælgere og aktive partimedlemmer er endnu større end hos Toryerne. Labour har et radikalt venstreorienteret valgprogram med mere stat, mere kollektivitet, flere love og regler og mindre fri marked, mindre kapitalisme og færre overklassen. Johnson og Corbyn må egentlig tilbyde deres vælgere noget, som partiledelserne ikke har skrevet ind i programmet, og partiledelserne tilbyder noget, som deres vælgere ikke ønsker.
Derfor bliver spørgsmålet efter valget ikke, hvem der har vundet, men hvem der har formået at begrænse skaden mest. For at blive en reel vinder skal Johnson vinde mindst femti mandater. Corbyn må ikke tabe nogen mandater og helst vinde nogle stykker. Jo Swinson kan måske vinde ti eller tyve, men bryder først rigtig igennem som tredjeparti ved fyrre eller halvtreds mandater.
For fire år siden foretog den amerikanske dokumentarist Michael Moore en slags offentlig appel til fornuftige men skuffede landsmænd om alligevel at stemme på Hillary Clinton, fordi Donald Trump som præsident ville være endnu værre. "For Guds skyld, hold tændernes sammen, tvivl ikke, men sæt det kryds," sagde Moore.
Hvis der efter aftenens stemmeoptælling vælges et "hung parliament", vil dette valg ikke have løst noget, men kun have forværret britisk isolation. Og hvis Johnson ikke vinder klart, sidder EU med efterdønningerne af en Brexit-lignende situation i mange år endnu.