På den ene side stod en bred gruppe lande, som ønsker en ambitiøs aftale, og på den anden en mindre gruppe olie- og plastproducenter. Den første gruppe presser på for at reducere plastikproduktionen og skærpede regler for skadelige kemiske tilsætningsstoffer. Den anden gruppe modsætter sig produktionsbegrænsninger og fokuserer på affaldshåndtering, bedre emballage, genbrug og genanvendelse.
Også beslutningsprocessen blev kritiseret. Forslag om at kunne stemme i tilfælde af uoverkommelige uenigheder stødte på kravet om, at beslutninger kun må tages ved konsensus. Den proceduremæssige kløft bidrog til fastlåste samtaler på trods af langvarige uformelle konsultationer.
Fra Europa lød der skuffelse. Den Europæiske Union havde større forventninger og understregede, at arbejdet skal fortsætte mod en bindende aftale, der bedre beskytter sundhed og miljø.
Mange lande og miljøorganisationer reagerede modløst på resultatet. De talte om en missede chance, pegede på den hastende problemstilling med den stadigt stigende plastikforurening og opfordrede til mere lederskab. Organisationer opfordrede ambitiøse lande til at handle mere kraftfuldt og ikke sænke ambitionsniveauet, især fordi tidligere runder kun har givet få håndgribelige resultater.
Dødvandet bygger videre på tidligere fiaskoer. En tidligere forhandlingsrunde, der fandt sted sidste år i Sydkorea, sluttede også uden en aftale. Dette mønster øger frygten for, at processen vil sidde fast mellem ønsket om at reducere ny produktion og opfordringen til primært at forbedre indsamling og behandling, uden en FN-ændring af kursen.